Præster og degne

I 1726 havde præsten Mads Holm i Kvislemark-Fyrendal sogn indstævnet degnen Christian Mariager (degn fra 1717-1741 – skoleholder fra 1741-1752) til møde i Kvislemark kirke for at høre på det klagemål han havde rettet mod degnen. I de 9 år degnen havde været i Kvislemark, havde præsten båret over ham på mange måder, men nu var han gået for vidt og præstens tålmodighed slut. Af egen godvillighed havde præsten skænket degnen hans årlige ildebrændsel fra præstegårdens tørvelod på Fyrendal Long. Aldrig havde degnen sagt tak derfor, tværtimod mente han, at det var hans rettighed. Så han lod sine egne folk tage ud på longen og skære tørv. Så opfordrede præsten ham til, at han skulle bevise sin rettighed dertil. I Fyrendal Kirke havde Holm sagt til Mariager, at han ikke ville ham skade, men blot vide, hvad rettigheder han havde til longen, Degnen svarde, at han så vel hav-de forløbet sig.

Kilde: Viceinspektør V. Møller, København.

Kirkevejen fra præstegården
Kvislemark Kirke, foto: Aa Lambert-Jensen, (C)

En morgenstund skikkede degnen sin plovkører op til Holms karl og lod spørge, om ham ville vise tørv ud til dem,siden det nu var til til at skære. Karlen svarede, at det måtte de tale med præsten om. Denne var imidlertid i ærinde hos en af naboerne. Og da ham kom hjem, knap og nap havde fået foden indenfor døren, mødte hans plovkører degnens almindelige bud selv på en helligdag – og spurgte om degnen i år fik nogle tørv eller ikke. Holm pålagde den unge karpå hjemturen, at gå ind til kromanden Jacob Hansen og bede ham komme op til præstegården. Det var så Holm mening, at lade kromanden, degnens gode ven, bringe ham besked til degnehuset. Kromanden indfandt sig godt hos præsten, der lagde ham de ord i munden, som han skulle sige til degnen. Skønt det var henvendt til præstens undermand, havde Holm brugt meget beherskede udtryk som mellem ligemænd – det mente han i hvert fald selv. Samme aften kom degnen løbende – med en halv vind og foruden hat, uden kjortel, uden at hilse på hverken præsten eller hans familie – ind i præstens stue, hvor han udøste sin harme og galde med pukken, trodsen og skænden, så Holm nogen gange måtte bede om fred i sit eget hus. Præsten ville bevise det ved at føre degnen Frich i Marvede som vidne, at Mariager havde sagt til ham: Djævelen regerer eder, Djævelen besætter eder, så i handler mod Guds børn eller godtfolk som karnailler ! Ofte har Mariager på helligdage brugt ungdommen i sin tjeneste bl.a. ved at grave en park i sin have. Det havde en 78 stykker været i gang med et par søndage. De havde også kastet grøft for hans gærde i marken fra kl.7, før der blev ringet sammen til første tjeneste i Kvislemark kirke. Davren havde de nydt i degnens hus, og senere blev der båret middagsmad ud til dem i marken ved deres arbejde. Om aftenen fik de mad, øl og brændevin i degnens hus. 3´die påskedag havde han haft 4 mand i arbejde med at lukke gærder. De fik brændevin og 6 skilling hver. Natten mellem lørdag og søndag efter påske var 3 af dem gået ind på v. Plessens grund for at stjæle gærdsel til at lukke degnens gærde med. De blev bragt til Arløsetorp, men da en af dem undløb, måtte de 2 andre holde for, og den ene af dem måtte sætte et par lagen i pant for 1 rdl., til den mand der tog dem. Det påhvilede degnen, at læse for ungdommen i sognets byer hele året rundt, men mange kunne bevidne, at hele sommeren var der ingen læsnng. Ej heller ville degnen hente vin og brød til altergangen eller sætte Kalk og Disk frem på alteret. Mariager var en gang rejst til København uden at melde dette, og når præsten bad ham tage ud i sognet, nægtede han det. En lørdag morgen da der var skriftemål i kirken, opholdt præsten og degnen i sakrastiet. Der kom en maler fra Fyrendal. Da præsten så dette, bad han degnen sige til manden, at han skulle komme op til ham. Dertil svarede degnen rent ud: Nej han havde intet med med maleren at gøre. Præsten svarede: I skal heller intet have med ham at gøre, det vil jeg selv. I skal alene lade ham komme op tit mig. Men Mariager blev ved med at sige nej skønt det blev forestillet ham, at han burde gøre det. Og han sluttede med at sige, at præsten var lige så nær maleren som han, og Holm måtte selv gå til manden. Flere gange havde præsten og altergæsterne siddet på gra-vene på Fyrendal kirkegård og ventet længe på Mariager, der havde nøglen til kirken, og skulle lukke op.
Kilde: Viceinspektør V. Møller, København.

Præst og Degn
Under skriftemål forlod han kirken og diverterede på gaden i Fyrendal, – ja, ofte kom han ikke igen, så præsten selv måtte låse kirkedøren, når tjenesten var endt. Var der tjeneste i Kvislemark, gik degnen ind i sit hus, hvor det ellers kunne være godt, om han havde været i kirken. Nogle gange i Kvislemark kirke, når præsten stod på prædikestolen for at føre ordet, havde han været så døvet og konfunderet af kalkunske høns og deres buldre og klukken, så han næppe kunne høre, hvad han selv sagde.
Var Mariager tilstede, kunne det ikke falde ham ind at sætte sin fod udenfor degnestolen og fordrive larmen. Præsten måtte så bede nogen af menigheden træde til og standse denne ustyr. Alterlysene blev heller ikke passet og løb derfor ofte.
Bispen opfordrede til fred og forlig. En erklæring affattet af pastor Holm – der blev oplæst på Holsteinborg Birketing – måtte deg nen underskrive: Efter jeg underskrevne, Christian Mariager, Degn i Kvislemark og Fyrendal, har ved min utilbørlige omgang, såvel inde som uden for mit Embede gjort mig skyldig i mange slem- me stykker – bevist ved vidner – mod Kongen, Loven, Bispen, Menigheden og Ungdom- men i Kvislemark samt Sognepræsten og hans eget Hus, så beder jeg for vor fælles Frelser Jesu Christi skyld, at De vil tilgive mig denne uret og bedes Dem hjertelig om Forladel- se. Jeg forpligter mig derhos til Ærbødighed og Lydighed som en skikkelig Degn. – Så gav Præst og Degn hinanden hånd og degnen underskrev. Den verdslige ret gav også sit besyv med i sagen. Det er bevist ved mageskift i Christian d. 4des dage (27. Juni 1646), at Gunde Rosenkrantz til Vindinge, nu Fyrenda og Præsten til Vindinge og Kvislemark, mag. Frederik Klyne om præstegårdens forflytning, hvor da Gunde Rosenkrantz gav tørvelyng til præstegården alene (ager for ager) (eng for eng) (skov for skov). Thi kendes for ret: Degnen Christian Mariager har ingen lod og del i rettigheder til tørvelyng, som ligger på Fyrendal hovmark og til præstens behøvende ildebrændsel. Således var degnen slået ud både af den gejstlige og verdslige ret.
Kilde: Viceinspektør V. Møller, København

Degn – Kromand
Matr. 26b – Nu Kvislemarkvej 31
I forbindelse med ovennævnte undersøgte jeg kromandens tilstedeværelse, og fandt ham som følger:
Tidligere fæstere Leje af (G)gård – (H) hus. Dato Jacob Hansen Niels Nielsen H 11.03.1720. *1674 – død 1738, 64 år. Peder Pedersen, Jacob Hansen H 10.08.1739. *1682 – død 1770, 68år år. Ikke flere kromænd fundet. Efterfølgende høkerforretning,
hvor der senere ved jordhandel, blev oprettet en Brugsforening.
Efter nogle års undersøgelse fandt jeg ud af degneskolen fra 1741 har ligget på Kv 16, idet den var L-formet samt havde samme lave matrikelnumre som præstegården. Skole- og degneloddet lå umiddelbart øst for. Huset er aftegnet på kort fra 1790. Jorden
blev frikøbt i 1867.

Kilde: Fortegnelse over fæstere af Holsteinborgs ejendomme i Kvislemark sogn 1701-1894.
Knud O. Christensen KOC (C) 2006.

Præsteembedet flyttet
Gunde Rosenkrantz ville 1647 lægge resten af Vindinges fæstegårde under Vindingegård. Præsten Frederik Klyne ønskede samtidig sig nærmere sin anden kirke i Kvislemark. Godset havde jord der, fuldt så god som jorden i Vin-dinge. Den nye præstegård blev opført og stod færdig omkr. 1649/50. Pastor Tryde 1823-1861. I 1635 da biskop Myster var på visitats bemærkede han den smukke bygning med bindingsværk af egetræstømmer. omkr. 200 år efter opførelsen.
I 1861-1879 da pastor Johan Raaschou skulle tiltræde stillingen, brændte præstegården da han skulle hente familieni Jylland. En ny var klar til indflytning omkr. 1963. Det har sikkert ikke gået ud over forpagterboligen.
Præsteboligen fra 1863 ved vi næsten hvorledes så ud, idet et billede fra 1907 i pastor A. Thiels tid viser boligen med stråtag.
Ligesom skolen fra 1805.
Pastor Johan Balslev 1914-1922. Her ses en ombygget bolig (næsten som nu), De østvendte længer er antagelig nedrevet i sam-
me periode.
Indvendig er der ombygget i 1971 og 2003.
KOC

Forbudt begravelsesskik overlevede i mere end 300 år
Den gamle rundgangsskik ved begravelser blev forbudt i 1500-tallet og 1600-tallet. Men de sidste rester af skikken holdt sig i Kvislemark til en gang i 1950´erne. Skikken kendes fra hele Norden og Holsten. Oprindelig blev kisten båret tre gange omkring kirkem. Skikken menes at gå tilbage til hedensk tid, hvor man måske har båret den afdøde tre gange rundt om gravhøjen, inden han blev lagt i graven. Den katolske kirke fortolkede skikken, som noget man gjorde for at ære treenigheden.
Under landemodet på Fyn i 1591 blev skikken forbudt. Begrundelserne var, at den skik brugte man ikke i København; og i øvrigt var. den blevet forbudt ved kongelig befaling. Forbudet blev kun tøvende respekteret. I første omgang gik man over til kun at bære kisten en gang rundt om kirken. I Ry i Nørrejylland holdt man fast ved tre rundgange endnu i 1893. Seks år senere blev en afdød garders kiste efter egnens skik båret en gang rundt om en nordsjællandsk kirke.
Under et husbesøg hos Dyvekær stillede sognepræst Aage Lambert-Jensen dette spørgsmål:
– Vi har en skik her i sognet ved begravelser. Den dag, kisten sættes i kapel, føres den rundt om den ene halvdel af kirken, og ved jordefæstelsen om den anden. Hvorfor gør man det?
– Det ved jeg ikke, men det har vi altid gjort, svarede Dyvekær.
I et udateret notat skrev sognepræsten senere.
“Det er interessant og overraskende, at jeg har fundet en kongelig forordning af 1617. Kongen har erfaret, at man den hedenske skik at bære kisten rundt om kirken. Det forbydes herved. Trods forbuddet fra kong Christian IV har denne begravelsesskik altså overlevet og været brugt ved formodenlig alle begravelser i over 300 år”.
Christian IV selv havde måske ikke den store respekt for det kongelige påbud, eller også havde han glemt det. I hvert fald gik han i 1627 lige efter grev Rantzaus kiste, da den erter sædvane blev båret en gang rundt om kirken. I Skåne var kongens forbudmod rundgangsskikken heller ikke slået igennem. Som led i den kirkelige forsvenskning af Skåne, Halland og Blekinge forbød den svenske konge efter 1679 blandt andet rundgangsskikken og tændt alterlys.

Da Dyvekær skulle begraves, sagde sognepræsten tll graveren:
– Nu bruger vi den gamle skik for sidste gang. Når vi har båret den gamle sagnforlællers kiste omkring kirken og til graven. skal den ikke bruges mere.
Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen. Han ejede ejendommen Kvislemarkvej 49 indtil 1947.
Knud Lambert (C)

Kilder: 1) Danmarks Præste- og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849-1949 (1954), samlet og udgivet af Paul Nedergaard,
Sognepræst i Københavvn, II. Roskilde Stift. I Kommission 0. Lohses Forlag, Eftf. København.
2) Efterladt notat af sognepræst Aage Lambert-Jensn. (C)
3) Troels Lund “Dagligt Liv i Norden” i det sekstende århundrede, bind 7. Gyldendal. 1969.

Præster, degne, skoleholdere og lærere i Kvislemark og Fyredal sogne (tidligere Vindinge sogn)

Sogn, præst, årstal

Vindinge Oluf Mortensen, katolsk 1475-1520
do Søren Mortensen, do 1520-1539
do Jacon Hynd 1554-1576
do Mathias Ægesborg 1576-1582
do Rasmus Jensen 1582-1602
do Poul Jensen Kolding 1608-1622
Kv(Fdl Frederik Klyne 1622-1655
do Anders Klyne 1655-1687
do Diderik Grubbe 1687-1702
do Mathias Henningsen 1702-1706
do Mads Holm 1706-1738
do Johan Mentzer 1738-1756
do Jacob Hvid 1756-1766
do Johannes Stein 1766-1771
do Johan Prom 1771-1786
do Lukas Smidt 1786-1794
do Henrik Bødtcher 1794-1823
do Claus Tryde 1823-1861
do do do
do do do
do Peter Raaschou 1861-1879
do do do
do Victor Heyse 1879-1885
do Gullimore Hansen 1885-1900
do Adolf Thiel 1900-1914
do Johan Balslev 1914-1922
do Povl Brodersen 1922-1931
do Aa. Lambert-Jensen 1931-1971
do Tom Nielsen 1972-2003
do Cecilie Schackinger-Solås 2003-2009
do Gunver Birgitte Nielsen 2009 –

Degne og kristendomsundervisere, årstal

Peder Nielsen
Hans Olufsen 1633-1657
Niels Farum 1658-1679
Peder Müller 1679-1717
do do
Chr. Mariager 1717-1741

Skoleholdere, lærere og dregne, årstal

Christian Mariager 1741-1752
Mads Svanning .1752
do do
do do
do do
do do
Hans Elberg 1797-1801
Henrik Kampmann 1801-1806
Seyer Jensen 1807-1830
Knud Jørgensen 1830-1847
Jens Bjarnesen 1847-1868
Jens Nielsen 1868-1905
do do
do do
Anders Jensen 1905-1935
do do
do do
Gunnar Hansen 1935-1971

Præster

Paster Thiel og Frue
Adolf Thiel & frue, 1900 – 1914.

Adolf Thiel sognepræst i Kvislemark1900-1914. Han var da 58 år *1842. Han havde virket som kapellan i Hårslev-Tingjellinge sogne et års tid, og kendte derfor sognet. Fra 1879-1901 var han sognepræst i Seerup-Lemming.
Han var en fremtrædende missionsmand og skulle have afløst Vilh. Beck som formand for Indre Mission, mem afslog. Han var alt for selvstændig til at kunne leve op til Indre Missions forventninger, som en lederder var som Vilh. Beck.
Han stillede sig i spidsen for det missionshus i Tornemark, som stod færdig i 1906. En gammel sypige havde skænket grunden. Bag byggeriet lå også et ønske om, at tornemarkerne skulle have et andet samlingssted end kroen Harmonien, hvor kaffeknægtekongerne og drukkenboltene holdt til.
Da Thiel blev indsat som sognepræst, var kirken næsten tom. Missionspræster havde man ikke brug for i Kvislemark-Fyrendal. De var altid hårde, mente sognebørnene. Han blev en populær præst og fik stor kirkegang.
Kilde: Knud Lambert. (C)
Missionshus
Pastor Adolf Thiel, smedemester Julius Christensen, Kvislemark samt husmand Peter Nielsen, Brandholt var initiativtagere til at bygge et fælles missionshus for begge sogne i Tornemark. Det stod færdigt og blev indviet 28.10.1906. Jeg husker det for møder, sammenkomster, søndagsskole, juletræ samt KFUM spejdernes brug af et lille lokale til troppen og en patrulje. På loftet var der en lille lejlighed med køkken. Byggegrunden skulle efter sigende været skænket af en enlig enke i Tornemark. Placerigen var ideel, da den lå omring midten af begge sogne. Jeg mener at parcelist Viggo Nielsen, Kvislemark var den sidste formand, da man besluttede at nedlægge. Er efterfølgende indrettet til beboelse. KOC (C)

Paster Poul Brodersen og Frue
Paul Brodersen & frue, 1922 – 1931.

Pastor dr. Brodersen var en yndet prædikant, samlede mange unge til møder i præstegården. Han skrev sin teolo-giske doktordisputats, medens han var her Der åndelige liv er ikke så stærkt, men en god kreds slutter op om menighedsarbejdet.
Efterfølgende blev Paul Brodersen domprovst i Vor Frue Kirke, København.
Billedet er sammensat fra et sølvbryllup i 1923 hos gdr. Jørgen & Thora Nielsen, Gielsgård, Kv. 7. KOC. (C)

Paster Lambert Jensen og Frue     Paster Lambert Jensen
Aage Lambert-Jensen & frue, 1931 – 1971. (C)

Mindeord
Budskabet om pastor Aa. Lambert-Jensens død blev modtaget med sorg og vemod i vide kredse.
Igennem de mange år, han virkede som præst på egnen, havde han vundet sig mange venner på grund ag sinvenlige væremåde, sit smttende humør og sin store medmenneskelige forståelse af andres nød og problemer.
Om aa. Lambert-Jensen kan det siges, at han tilhørte ingen bestemt fastlåst kirkelig retning, men han var ubestridt enretlignet og tro folkekirkepræst i ordets bedste betydning. Som forkynder følte han sig udelukkende bundet til BibeLens ord og lære.
I 1931 blev han kaldet til sognepræst i Kvislemark-Fyrendal, og her bestræd han med flid og troskab sit embede i 40 år. Da han i 1971 tog sin afsked, flyttede han til Skælskør og nød sit otium i sin hyggelige villa, Enghaven 6.
På grund af en sygdomsperiode i den sidste tid i Kvislemark-Fyrendal nåede han ikke at holde afskedsprædiken, og fik det faktisk aldrig gjort. Han virkede nemlig som præst indtil sindød, idet han fungerede som stedfortrædende prædiikant i omegnens kirker.
Lambert-Jensen “murede” sig aldrig inde i sit studereværelse, men holdt af at færdes ude i den fri matur, og han havde altid tid til at hilse på og talte gerne med folk han mødte. på sin vej.
Igennem de mange forløbne år blev forskellige tillidshverv ham betroet. Bl.a. var han i nogle år formand for skolekommissionen i Kvislemark-Fyrendal, amtsformand for Sammensluningen af Menighedsråd, kredsformand for “De unges Grænseværn”, og i en længere årrække var han faglærer på Hindholm Kost- og Realskole med latin og historie som hovedfag.
Velkendt blev Lambert-Jensen også for sin store interesse for egnshistorie. Han skrev utallige egnshistoriske artikler i aviser og tidsskrifter.
Hans hustru mistede han for en halv snes år siden. Han efterleves af to sønner, Knud Aage der er oberstløjtnant og Jørgen Halfdan der er lærer, og en datter, der er bosat i Ålborg.
Ære være Aage Lambert-Jensens minde.

Chr. Pedersen, Rude.

d. 13. juli 1982.

80 år i morgen

Fhv. sognepræst
Aage Lambert-Jensen.

Forhenværende sognepræst Aage Lambert-Jensen tog sin afsked i 1971 efter 40 års trofast præstegerning i Kvislemark og Fyrendal i Vestsjælland. Han er landmandssøn fra Slagelseegnen, blev cand. theol. i 1928 og var derpå et årstid hjælpepræst i Præstø og Skibbinge, før han kom til Kvislemark. I en halv snes år havde han siddet i bestyrelsen for Sorø Amts Skolekommissionsforening, og fra hans hånd foreligger en række historiske arejder. Han har blandt andet behandlet det åndelige liv på den egn, hvor han var præst. Ligeledes har han skrevet om Grundtvigog de gudelige forsamlinger på Næstvedegnen. Hertil føjer sig blandt andet en skildring af Sparekassen for Holsteinborg og Omegn, Danmarks ældste pengeinstitut oprettet 1810.

Paster Tom Jensen og Frue
Tom & Iris Nielsen, 1972 – 2003.
Blev efterfølgende Provst under Skælskør Provsti.

Paster Cecilie Schackinger Solaas
Cecilie Schackinger Solaas, 2003 – 2008
Første kvindelige præst. Foto: Sjællandske Tidende.
Næste kvindelige præst: Gunver Birgitte Nielsen, 2009 –

Præsteprofiler
Poul Jensen Kolding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst. Han giftede sig med forgængerens enke og slap dermed for at betale hendes pension. Mens han var her, skrev han en kirkehistorie og den første dansk-latinske ordbog. I 1609 blev Vindinges syv gårde nedrevet. Præstegården blev liggende. I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode. Det lykkedes. Hans søn, Poul Vindinge, som var født i Vindinge 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Før han blev præst, havde han i en periode opholdt sig hos astronomen Tyge Brahe i Prag, studeret i Wittenberg og besøgt Rom.

Efterfølgeren, provst Frederik Klyne, havde været slotspræst ved Frederiksborg Slot. Der var flere kandidater til embedet. Han vandt lodtrækningen. Et par år senere blev han herredsprovst. I hans embedstid blev præstegården blev flyttet til Kvislemark. Det skete i 1648.

Salmedigter og godsejer.
1687 -1702 var magister Didrik Grubbe sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Navnet Grubbe antyder, at han var adelig. Men det var han nu ikke. Hans far var skrædder Lauritz Andersen i Store Heddinge. Han blev født 1656, kom i Køge Latinskole og 1678 på Københavns Universitet.
Efter endet eksamen blev han huslærer hos vice3kansler Holger Vind på Harrestedgård. Vind ejede også Gjeddesdal og ejendomme i og ved København.
Ved sidan af sit virke som huslærer studerede Grubbe og digtede salmer. I 1684 udgav han første del af “Sjælens Åndelige Harpeklang” og tolv år senere anden del. Den var tilegnet Christian V. Nok i taknemmelighed over, at kongen havde givet sin
tilladelse til ægteskabet med den adelige jomfru Anne Elisabeth Vind. I 12684 blev hjan magister. Samme år blev han kaldet til sognepræste i Kvislemark-Fyrendal Sogn af Margrethe Ehlers, baron Dederik Fuirens enke.
Han blev hyppig gæst på Harrestedgård. Enkefru Margrethe Gjedde satte pris på ham. Datteren, Anne Elisabeth Vind, og den 10 år ældre Diderik Grubbe blev forelsket i hinanden. Moren ville dog ikke gå med til, at hendes datter blev gift med den borgerlige Grubbe.
Jomfruen gav ikke op. Hun skrev to breve til kongen og fik dennes tilladelse til at råde over sin fædrene arv og til at ægte Grubbe. Kongen bestemte at vielsen kunne ske i Kvislemark Præstegård uden forudgående trolovelse og lysning fra prædikestolen.
En dag i oktober 1690 kørte hun fra Harrestedgård til Kvislemark Præstegård. Vielsen fandt sted i en af præstegårdens stuer.
Herregårdsprovst Poul Munchgaard , Herlufholm forrettede vielsen. Den blev overværet af nabopræsterne og flere degne samt nogle bønder fra Kvislemark.
Rent tilfældigt havde Harrestedgårds kusk et ærinde at forrette i Kvislemark på bryllupsdagen. Han fik besked på, at fortælle fru Margrethe Gjedde om brylluppet.
Hun blev vred. Meget vred. Hun gik til Harrested Birketing og Fuirendal Birketing. Tjenestefolk fra Harrestedgård og de fra Kvislemark Præstegård, samt de bønder der havde været med til brylluppet, blev afhørt.
Derefter fik fru Margrethe Gjedde kongen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hvis det stod til svigermoderen, skulle Didrik Grubbe miste sit embede og datteren sin fædrende arv.
Sagen endte med, at Didrik Grubbe blev dømt til at betale 300 rigsdaler til fattige præsteenker i stiftet. Ikke på grund af ægteskabet. Det havde han jo kongens tilladelse til. Men han havde jo opført sig upassende ved bag fru Margrethes Gjeddes ryg at snige sig ind til jomfruen ved nattetide. Herredsprovsten, spm havde forrettet vielsen, blev frikendt.
I 1693 fik Didrik Grubbe skøde på Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle. Det var hustruens fædrende arv. Selv købte han ødegårde af kronen og andre gårde. Han oprettede Lyngbygård. Efter hans død fortsatte enken med at opkøbe jord.
Anne Elisabeth Vind var også en dygtig godsadministrator. Hun havde ben i næsen og stod fast ved sin ret.
I de tolv år ægteskabet varede, fødte Anne Elisabeth Vind ni børn i Kvislemark. Margrethe 1691, Regitze Sophie 1692. Anna
Elisabeth 1695. Christiane Charlotte 1696, Fredericia Amalie 1698, Oligera Margrethe 1699 – altså opkaldt efter mormoren – Laurentia Kirstine 1700 og Holger Grubbe 1701. Det tiende og sidste barn, Diderica Elisabeth, blev født på Gerdrup Hovedgård 28. marts 1703 efter ægtemandens død. Hendes mor havde født tretten børn.
Anne Elisabeth Vind døde i 1727 og blev begravet i Boeslunde Kirke ved siden af sin mand. Kisterne blev i begyndelsen af 1800-tallet fjernet fra kirken og gegravet på kirkegården.
Sønnen, kaptajn Holger Grubbe, købte Gerdrup Hovedgård og Lyngbygård af dødsboet og solgte året efter disse til søsteren Diderica Elissabeth Vind.
Få år efter solgte hun godserne til den stenrige Christine Harboe, enke efter gehejmeråd Jens Harboe og datter af baron Diderik Fuiren. Hun oprettede Det Harboske Enkekloster i ejendommen Stormgade i København og Støvringgård Jomfrukloster.
I 1736 købte den 25-årige præstesøn og senere birkedommer Oluf Brun Gerdrup Hovedgård af hendes bo. Tre år før var han blevet ansat som huslærer på Tybjerggård hos ritmester van der Maases enke, Conradine Sophie Rostgaard. Tre år senere giftede de sig. Familien Rostgaard reagerede vildt. Den tog børnene fra hende og gjorde hende arveløs. Han solgte gården i 1750.

Storken kom for tidligt
Efterfølgeren, Mathias Henningsen var, mens han var præst i et jysk sogn kommet galt af sted. Hans hustru fødte deres første barn, før der var gået ni måneder efter ægteskabets indgåelse.
Den slags tog man tungt på dengang. Kong Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683 fastsatte i kapitel 11, § 13: Den præst som tager noget kvindfolk til ægte, som af anden først besovet er, eller befindes at have søgt seng med sin hustru, før end de til ægteskab er sammenviet, miste sit kald efter lovlig proces. Mathias Henningsen slap billigt. Han blev suspenderet fra sit embede i tre måneder og i kirken skrifte sin store synd for menigheden samt betale 50 rigsdaler til Københavns nye kirkes opførelse.

Fra samme jyske sogn kom sognepræsten Mads Holm, der måtte slæbe den genstridige og uvorne degn Mariager i retten. Holm vandt sagen.

Pastor Johan Prom.
I 1771 slog præsten Johan Thomas Vilhelm Johansen Prom og hans anden hustru, Charlotte Sophie Amalie Lyster sig ned i Kvislemark Præstegård. De kom fra Hårslev-Tingjellinge, hvor han havde været sognepræst siden 1757.
Han gik på Slagelse Latinskole og blev studens i 1739. Fra 1748 -57 var han personel kapellan for faren, Johannes Nicolai Prom, sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg. I oktober 1757 blev han sognepræste i Hårslev-Tingjellinge.
I hans første ægteskab med enken Christiane ElisabethLaurenberg Siersted fik han sønnen Johannes Nicolai.
Charlotte Sophie Amalie var enke efter sognepræst Tidemand Lauritsen Lend i Vollerslev Gjørslev. I dette ægteskab fødte hun sønnen Tidemand Christian Lend, der var kapellan i Hyllested 1795 og sluttede som sognepræst i Eilby-Meelby.
Ifølge Wiberg fædte hun i ægteskabet med Prom fire sønner og tre døtre. Efter kirkebogen blev det kun til tre sønner. Andres Stibolt født 1765 døde knap to måneder gammel. Laurits Prom født 1766 blev justitsråd og amtsforvalter i Køge. Han døde 1843.
Den yngste søn, Johannes Thomas Vilhelm Prom, født 1770 forsøgte først lykken som forretningsmand i København men gik fallit. Efter 1802 blev han kirkesanger og skolelærer i Sæby. Døde 29.08.1828. og blev begravet d. 03.09.1828 i Sæby. Den ældste datter, Lucia Henriette, blev født 1761. Ved hendes dåb var pastor Jocob Hviid en af fadderne.
I 1787 boede hun samman med forældrene og en ugift moster i Tornemark. De to andre døtre nåede kun at blie et og tre år.
Da Prom blev afskediget i 1786, slog ægteparret sig ned i Tornemark. Han døde i 1795 og hun året efter. De blev begravet på Fyrendal Kirkegård.
Både hans oldefar, farfar og far var sognepræster. Faren Johannes Nicolai Prom, blev 1715 kapellan hos sin far i Krummerup- Fuglebjerg og tre år senere sognepræst her.
Moren, Barbara Johansdatter Neergaard, var en strid dame, og faren en tøffelhelt. Efter en visitats i 1746 skrev biskop Peder Herslev om Johannes Nicolai Prom: “Er en god mand, flittig i sit embede, med nedslaget og modløs over en liderlig og foragtelig kone, som tyranniserer manden, der er i sin præstegård mindre agtet en den ringeste rygter (læs røgter)…Bøgerne var i orden, intet at klage. Præsen meget at ynke”.
Da der i 1748 skulle vælges en ny provst, havde Prom den højeste anciennitet som sognepræst og de fleste kolleger stemte på ham. Alligevel blev han ikke provst. Årsagen var nok hustruens ry og frygten for, at blande sig i provseembedets sager.
Prom havde tidligere i et brev til provsten bekalget sig over sin hustru. Hun gav ham lussinger. Undertiden måtte han forrette
gudstjenesten med rifter i ansigtet og opsvulmede øjne. Ofte skældte hun ham ud, når skulle til at gå til kirken for at forrette gudstjenesten. Madro fik han ikke meget af. Ofte måtte han forlade måltidet på grund af hendes skælden og smælden. Undertiden tog hun maden på hans tallerken og smed den ud af vinduet. I sit lille kammer søgte han ro og fred, men fandt den ikke altid. Nu og da slog hun kammerets vinduer ind. Bøgerne rev hun nedfra hylderne og smed dem på gulvet. Det aflåste skrin med kaldsbrev, regninger, kvitteringer, manuskripter og penge havde hun brudt op.
I 1759 døde faren 71 år gammel. I 1771 boede Barbare Neergaard i Hårslev, hvor sønnen var sognepræst. Hen levede af pension
af kaldet og enkekassen. Det fremgår af Oeders Eftf. 1771. Onsdag den 26. november 1784 blev hun begravet fra Kvislemark Kirke.

Dygtig og streng
Indtil 1809 havde godsejerne i mange år haft retten til at bestemme, hvem der skulle være sognepræst. En del godsejere, herunder besidderen af Holsteinborg Gods, bevarede retten til at foreslå, hvem der skulle have embedet frem til grundlovens vedtagelse i 1849. Claus Schønning Tryde, der overtog embedet i 1823, var således bragt i forslag af godsejeren. Ved hans tiltræden blev Bisserup By overført fra Kvislemark-Fyrendal Sogn til Holsteinborg Sogn. Det havde godsejeren foreslået nogle år tidligere og kongen tiltrådt. Godt det samme, da de gudelige forsamlinger kom til at stå stærkt i Bisserup takket være Jakob Fisker, og det ville givet have fået Tryde på banen.
Dokumentation for at Bisserup hørte under Kvislemark-Fyrendal pastorat.
Holsteinborg (V.Flakkebjærg H.). F 1728-1891; K 1736-58, 1765-77, 1781-93, 1798-1809, 1812-91; T 1748-98; V 1728-1891; D 1728-
1891.
Sognet oprettedes ved Grev U. A. Holsteins Fundants af 19. juli 1728, kgl. konfirmeret 9. aug. s. A. Ved kgl. Resol af 22. Juli 1820
bestemmes, at Bisserup By ved indtrædende Vakance i Kvislemark Pastorat skulde henlægges fra Fuirendal Sogn til Holsteinborg
Sogn. Vakance indtraf 1822.
Kilde: VEJLEDENDE ARKIVREGISTRATUR V, DANMARKS KIREKBØGER, EN OVERSIGT OVER DERES VÆSENTLIGSTE INDHOLD
INDTIL 1891, VED S. NYGAARD. UDGIVET AF RIGSARKIVET KØBENHAVN I KOMMISSION HOS C. A. REITZEL, TRYKT HOS
NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKLER). 1933.

Trydes ideal var nemlig en statskirke. Han var en arg modstander af mormonisme, baptismen og andre sekter. I hans embedstid meldte kun en mand sig ud af folkekirken for at blive gendøbt i Kalkbrænderihavnen. De gudelige forsamlinger bekæmpede han også. Læreren i Skafterup fik hårde ord, da den første gudelige forsamling i sognet blev afholdt i skolen i 1832. Havde Tryde meldt ham til myndighederne, kunne det have kostet bøde eller fængselsstraf. Grev F. A. Holstein-Holsteinborg rådede ham til at holde de næste gudelige forsamlinger i Bisserup. Greven var positivt indstillet over for de gudelige forsamlinger.

Indtil 1841 var han som sognepræst født formand for skolekommissionen og fattigkommissionen og efter 1841 forelagde han som født medlem af sogneforstanderskabet alle sager vedrørende skolevæsenet og fattigvæsenet, ligesom han førte korrespondancen og protokollerne. Dengang hørte omsorgen for de fattige, oplæringen af ungdommen og forkyndelsen af det kristne budskab hørte sammen, og derfor var det naturligt, at sognepræsterne blev nøglepersonen i disses forvaltning. Tryde besøgte jævnligt skolerne, og han gik i detaljer. Men han talte også lærernes sag, da deres løn blev nedsat. Han fandt det urimeligt, at de uden et vederlag skulle uddele folketællingslister. Konfirmanderne måtte møde tidligt om morgenen, vist nok klokken 6, til forberedelse.
I 1843 beordrede garnisonen i Næstved bønderne til at køre sig fra Næstved til Slagelse pinsedag 1843. Det havde garnisonen dengang ret til. Sogneforstanderskabet protesterede. Tryde bakkede det op, fordi folk så ikke kunne komme i kirke.
Hvis det stod til ham, var helligdagsordningen blevet lavet om. Hverken myndigheder eller privatpersoner skulle blande sig i, om den enkelte borger ville gå i kirke eller ej. Ingen måtte gribe ind i en anden mands ret til at have sin helligdag uforstyrret til gudelig brug.
Tryde var en dygtig embedsmand. Da biskop Mynster og provsten opfordrede ham til overtage et provsteembedet, nægtede han det. Begrundelsen var, at så fik han ikke fik tid til at varetage sit embede så samvittighedsfuldt, som han ønskede det, og som provst måtte han give afkald på den stille syssel med embedets sager i sit studereværelse.
Under forgængerens embedsperiode nægtede beboerne i Brandholt at betale at betale præstegårdstiende af den såkaldte Brandholtlod. Forgængeren gjorde intet ved det, selvom han havde retten på sin side. Tryde var ikke konfliktsky. En forringelse af kirkens økonomi ville han ikke acceptere. Han gik rettens vej og vandt. 100 rigsdaler fik han tilkendt. De penge blev i 1843 gjort til grundfonden i et legat for skolelærerenker og skolelæreres børn i Kvislemark-Fyrendal. I 1952 var legatet vokset til ca. 16.000 kr.
Peter August Raaschou tiltrådte som sognepræst 22. maj 1861. Han havde været lærer ved Skårup Seminarium. Fra 1848 var han sognepræst i et sogn i Viborg Stift. Inden han nåede at flytte familien til Kvislemark, brændte præstegården. Den var opført i egebindingsværk ca. 1650 og var i 1850 endnu i god stand. Han var en venlig og folkelig præst, der ofte kom på husbesøg hos sine sognebørn. Modsat Tryde stod han sig godt med de vakte. Det vil sige de folk, som deltog i de gudelige forsamlinger.

Skrivende præster
Den 3. juni 1879 overtog Victor Heise embedet. Han havde tidligere været adjunkt ved Sorø Akademi og i ti år sognepræst i Pedersborg – Kindertofte Sogn. Han var en flittig forfatter og oversætter. Han udgav skrifter med oversættelser af og kommentarer til Salomos Højsang og kirkefaderen Tertullians ”Om tålmodighed”. Han skrev om lægestandens stilling til spørgsmålet om levende begravelse og artikler til dagblade om skindøde. Det blev også til flere artikler om skolevæsenet. Endelig udgav han et par bøger med breve til og fra digteren Ingemann, som han kendte godt.
Han blev i 1885 afløst af Peter Guillamore Hansen, der var født i Serampore, en dansk koloni i Indien indtil 1845. Universitetet her blev oprettet i danskertiden og eksisterer den dag i dag. Hans far var koloniens guvernør. Senere blev han guvernør over de vestindiske øer og folketingsmand. Efter embedseksamen i 1861 virkede Peter Guillamore Hansen som lærer og kapellan. I 1876 blev han sognepræst i Skæve. To år senere blev han formand for sognerådet og provst for Dronninglund Herred med Læsø. Han skrev en række artikler og afhandlinger om teologiske, kirkepolitiske, nationale, politiske og moralske emner i tidsskrifter og dagblade.

Indre missionspræsten
Hans afløser, den 58-årige sognepræst Adolf Carl Gottfried Thiel, havde virket som kapellan i Hårslev-Tingjellinge Sogne et års tid og kendte dermed egnen. Fra 1879 til 1901 var han sognepræst i Serup-Lemming. Hans far havde studeret teologi ved universiteteterne i Rostock og Jena i Tyskland. Han var en fremtrædende missionsmand og skulle have afløst Vilh. Beck som formand for Indre Mission, men afslog. Han var alt for selvstændig til at kunne leve op til Indre Missions forventninger om en leder, der var som Vilh. Beck. Han stillede sig i spidsen for bygning af det missionshus i Tornemark, som stod færdig i 1906. En gammel sypige forærede grunden. Bag byggeriet lå også et ønske om, at tornemarkerne skulle have et andet samlingssted end kroen Harmonien, hvor kaffeknægtkongerne og drukkenboltene holdt til.
Da Thiel blev indsat som sognepræst, var kirken næsten tom. Missionspræster havde man ikke brug for i Kvislemark-Fyrendal. De var altid hårde, mente sognebørnene. Han blev en populær præst og fik en stor kirkegang.

– Men lykken den vender sig ofte dog om,
det skete vist aldrig, at Kirken blev tom;
Folk ville dog høre, hvad Præsten sa´e,
Om han var så slem som det Rygte gik a´e.

Og Kirkegangsfolket det voksede frem,
Og Præsten blev velset i mangen et Hjem;
Han kom af Guds Nåde, han kom med Guds fred,
Saa mangen fandt Evighedshaabet derved.

Linierne stammer fra en sang skrevet af husejer Jørgen Andersen, Sneslev Overdrev ”Til Gulbrudeparret, pastor A. Thiel og Hustru, den 6te Juli 1924”. Thiel gik på pension i 1913.
Knud Lambert

Kilder:
En almindelig dansk præstehistorie, samlet og udgivet af S. B. Wiberg, Rosenkilde og Bagger, København, 1959
Danmarks Præstehistorie 1884-1911, Dansk Genealogisk Institut
Danmarks Præstehistorie i årene 1869-1884. Personalhistoriske undersøgelser af Sofus Elvius, Emil Bergmanns Forlag 1885
Dansk Præste- og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849 – 1949 (1954), samlet og udgivet af Paul Nedergaard, Sognepræst, København, II. Roskilde Stift, I Kommission O. Lohses Forlag, Eftf. København
Sognepræst Aage Lambert-Jensen: ”Den gudelige opvækkelse – og hvordan det begyndte”, utrykt manuskript, 1984.