Skole

Kvislemark-Fyrendal Skolevæsen gennem 200 år

Overalt, hvor man færdes i Danmark, er der to bygninger, der fanger blikket: Kirken og Skolen. Kirken, der rejser sig snart på bakkens top og snart midt i landsbyen, samlende gårde og huse omkring sine massive mure; og skolen der hyppigt ligger nær ved kirken, undertiden dog i en af sognets fjerntliggende landsbyer eller endog på en udmark. Af disse to er kirken den ældste! Dens historie er lige så gammel som kongerækken. Den danske folkeskole er langt yngre, idet den først begyndte at vokse fremfor godt et par hundrede år siden. Vel havde man før den tid givet ungdommen undervisning, men det var ret tilfæld og planløs. og fik ingen betyding for størstedelen af befolkningen.

Allerede ved reformationen stilledes der i kirkeordinantsen af 1537 visse krav om kristendomskundskab som betingelse for adgang til altergang. For at denne kunne opnås af det menige folk, skulle præsterne hver søndag efter prædiken en halv time undervise deri. Og degnene, der tidligere kun havde været kirkebetjente og sangere, fik pålæg om, at lære ungdommen kristendomskundskab, dels i kirken, dels på omgang i byerne i en eller anden gård. I 1631 søgte man at forbedre denne undervisning ved et supplement til ordinantsen. Det blev foreslået, at bønderne skulle være pligtige til at holde en skolemester og et lille skolehus i de store landsbyer, hvor ungdommen kunne undervises. Det kom dog ingen lovbestemmelse ud af det, men tanken var der.
I gejstlighedens privilegier af 1661 siges, at det skal gennemføres, at degnene på landet får degneboliger udvist, således at de kan holde skole til ungdommens undervisning og lære. Knap en menneskealder senere fastsætter Kristian den 5tes danske lov, at sognedegnene skal undervise det unge bondefolk udi børnelærdommene og katekismus een sinde om ugen uid i tid og sted, som sognepræsten anviser. Undervisningen omfatter altså kun et fag; der var hverken tale om skrivning eller regning, ja knap nok om læsning, da meget af undervisningsstoffet tilegnedes ved udenadslæren. Og loven forudsatte ikke engang, at der var skolermen kun et lokale hvor børn og degn kunne være, mens undervisningen foregik. Det første egentlige forsøg på at skabe et rationelt skolevæsen for børn på landet blev gjort af Frederik den 4de umiddelbart efter den store nordiske krigs afslutning 1720, med opførelse af 240 skoler rundt omkring på ryttergodserne. Hans søn, Kristian den 6te, grunlagde 18 år senere den danske folkestole med lov af 1739, der foreskriver, at der skal undervises i læsning og skrivning mindst tre måneder om året, for hvilke skoleholderen skal have i vederlag: 6 rigsdaler og 20-25 læs tørv samt græsning og foder til en ko og et par får. Da man ikke havde en specielt uddannet lærerstand, anvendtes tidligere soldater, herskabstjenere, fortløbende studenter, eventuelt en håndværker, der havde sin bestilling om sommeren, og derfor tog en lille ekstraindtægt om vinteren. Det var småt og kun de interesserede forældre kom med. Men selvfølgelig betød det alligevel en hel del i folkets oplysningstilstand. Kongens gode eksempel smittede enkelte steder rundt i landet, så også storgodsejere begyndte at fatte interesse for den almindelige oplysning. Herren til Holsteinborg Ulrik Adolf Holstein, der levede fra 1664 til 1737, var kongens svoger. Han blev ophøjet til storkansler i 1721, netop da kongen begyndte at bygge skoler. Det er rimligt, at han følte sig opfordret til at gøre ligeså på sit grevskab. I det øjemed tog han tre gadehuse i henholdsvis Kvislemark, Tornemark og Skafterup i brug og indrettede skolestue i dem. Dette, det første skolevæsen i Kvislemark og Fyrendal sogne, var naturligvis såre beskendent. Der skulle siden efterfølges af skolebygeriet i 1805, hvis resultat er de skoler, der er blevet undervist i indtil 1943. Og dette efterfulgtes af skolebyggeriet i 1943. Disse skoler opfyldt de krav der stilledes af den lov der kom 18 år senere. Og derfor blev de brugt i næsten 100 år. Skolestuen var lille og mørk. Væggene bestod af kalkede råsten og gulvet var af stampet ler. Midt i stien var der et bord; og på hver side af det en bænk, der hvilede på pæle, der var nedrammet i gulvet. Drenge og piger sad på hver side af bordet, adskilt ved et træværk (gitter). Det var tidens skoleideal. Af skolerne i Kvislemark og Fyrendal har vi en detailleret beskrivelse fra 1741. I Kvislemark skole var der af inventar: En jernkakkelovn, en bibel, to borde og bænke dertil, en hylde til bøger og des- uden bøger til børnene i det omfang sognepræsten Johan Mentzer anordnede. Flere slægtled erhvervede de væsentligste af deres kundskaber i disse primtive skoler. Det er en ikke ringe gerning, der er øvet her af mangen skoleholder, og ofte fik de slet ikke løn i forhold til betydningen af deres indsats. Degnekaldet i Kvislemark , der var et af Flakkebjerg herreds fedeste, ydede i årlig underhold pr. 1. januar 1741 og de følgende årtier 12 skl. fra hver af de 16 gård, der lå i sognet, samt 8 skilling for hver af de 8 huse. Ligeledes fik degnen Kvislemark kirkes lysepenge 3 Rdl og 2 mark. Det var embedets kontante indtægt. Ganske vist havde pengene dengang større købeevne end nu; men alligevel – 12 kr. ! Det var ikke store ting! Endvidere kunne har fordre Sankt Mortens aften, når folk havde indhøstet, en dal af sin løn i naturalier, degnetiende. Og fra Tornemark long fik han 20 læs tørv til sklen, fordi der intet tørveskær var i Kvislemark. Desuden havde han græsning tll et par køer. Hele boligen betod af 14 fag.

Uddrag af: sognepræst Aa. Lambert-Jensen. 1943.

Pastor Aa. Lambert-Jensen skriver også i sin beretning om skolestuens brug.
Lærer Knud Jørgensen 1830-1847 holdt som den første aftenskole med regning – skrivning og geografi. Pastor Tryde underviste i astronomi og bibellæsning.
Jeg husker, at der blev holdt Gudstjeneste nogle gange i skolestuen. De srenge vintre i fyrrene gjorde det ikke muligt at varme kirken op
Knud O. Christensen, d. 01.07.2008.

En Degns Ed.
I Danmarks og Norgis Kirke Ritual, som er fra 1685, finder man en ed, som degnen skulle aflægge og var forpligtet på, når ham fik embede:
Jeg N.N. kaldet til at være degn i N, svær og lover,
1. At Jeg vil med al gudelig Flid lære Ungdommen D: Morten Luthers lille Catechisimum udi sine Ord og Forklaring, ligesom det mig anbefalet vorder, og H Kongl. Majest. Lov mig tilholder.
2. At Jeg saa vil være paa mit Embede inden og uden Kirken udi en sand Gudfrygtighed med Bøn og Paakaldelse, og saaledis mit Liv og Levned fremdrage at ingen næst Guds Hielp skal tage af mig eller have Aarsag at tale ilde om denne Orden for min Skyld.
3. At jeg vil findis mit Sogn-Præst, Provst og Biskop, som min Geistlig Øvrighed, hørig og lydig i alt det som Christeligt og ret er. Saa sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord.

Kilde: Noevling Snkolehistorie af Gothfred Jespersen, tidligere Skoleinspektør.

Har ikke læst om ovennævnte andre steder. K.O.C.
Om degne og medhjælpere.
1) Til degne skal herefter alene forordnes studenterne, som skal tage deres kaldsbrev på embedet af den, som rettighed har at kalde, og så overhøres af biskoppen, om de dertil dygtige er.
2 )Degnene i landsbyen skal foruden den undervisning som skeer om søndagen, også en gang om ugen undervise ungdommen i børnelærdomme. så at hver uge i sognet det hele sogns ungdom en gang bliver af degnen undervist, og for at det lettere kanske, skal ungdommen af torper og små byer forføje sig til det sted, hvor degnen dem henstævner med præstens vilje og råd.

3) De skal forestå sangen i kirken, når der holdes gudstjeneste, efter den sædvanlige måde.
4) De må ikke være tingskrivere, eller betjene andre verdslige bestillinger.
5) De skal hver aften og morgen bede- og fredsklokken; men hvor ingen sædedegn, eller substitut, er, skal enten sognefor- mændene selv skiftes til at gøre det, ekker samtlige handle med en, som kan det gøre.
6) De skal være deres sognepræster hørige og lydige, i hvad de dem på deres embedes vegne befale
7) Når nogen præst forsages ved skrivelse at rådføre sig med biskoppen, da skal degnen, eller substitutten, bære samme skri-ivelse til næste præst, som med sin degn, eller substitut, skal fresende den til sin nabo, også fremdeles, indtil brevet når frem til biskoppen.På samme måde forholdes med beskeden, eller rådførsel. fra biskoppen på præstens angivelse tilbage påsine steder igen. Det skal og på samme måde holdes, når biskoppen på sit embedes vegne, enten provser, eller præster til.
8) Sædedegnene må ikke rejse uden for herredet, udenpræstens viden og tilladelse.
9) Degnene i landsbyerne skal over alt være bosiddende i sognene, og nyde de degneboliger, som af alders tid have været degne-ne tillagte, med al deres rette tillæg, og hvor ingen degnebolig været har, skal dem af kirkerne og deres ejere pg forsvar forskaf-fes bekvemme boliger i sognet, hvilket degnene selv skal holde ved lige og forbedre, men ellers nyde dem fri for landgælde, ægt og arbejd.
10) De skal nyde af bønderne deres offer på de tre store fester, til brylluppet, barnedåb og barselskvinders kirkegang, så og den sædvanlig små retzel, brød, kage, flæsk, gås, æg. Som bønderne som hidindtil givet have, ligeledes deres degneafgift, hvor deg-neafgift hidtil er blevet givet, som skal være det tredje del så meget, som præsten herkommer til tiende af alle slags korn; hvilke degneafgift skal degnen på ageren leveres. Hvor hidindtil brugeligt har været, at degnen i stedet for degneafgift har fået korn i skæppen, der bor det herefter at forblive, dog at det ikke overgår fornævnte proportion.
11) Af kirkene får degnene intet til løn
12) Der skal ingen substitutter være i landsbyerne, uden de, som de bosiddende degne for deres alderdoms, svagheds, eller anden lovlig årsags, skyld med præsten eller provstens samtykke tage for dem selv, og selv lønne.
13) Degnene skal over alt, enten der er ejer til kirken, eller ikke, årlig give en vis pension til skolerne, enten i korn eller penge, somskal være den femte part af deres kornindkomst. Dem, som ikke hidindtil penseret have, skal ejeren og kirkens forsvar taksere,som dem billigtt synes efter lejligheden med provstens og bispens betænkende. dog at pensionen ikke overgår dem femte part af korn-indkomsten, som forskrevet står.
14) De skal i rette tid levere pensionerne til til skolerektorerne, som skal uddele dem ærlige til dem, som de tilkomme, enten lærere eller elever, og gøre regnskab derfor for skolens inspektør, biskopperne, provsterne, sognepræsterne, borgmester og råd.
15) Degnene i købstæderne skal nyde den indkomst, som de fra gammel tid har nydt.
Kilde: Christian V´s Danske Lov, kapitel 15. Loven er fra 1683. K. Lambert.

Forordning af 23. januar 1739.
Skoleholderen, som skal være mindst 22 år gl., kunne undervise i læsning, skrivning, forstå sin katekismus og der udover kunne kathekisere, have vidnesbyrd om ulasteligt forhold, særlig ej bander, lyver, er utilgen til drukkenskab,liderlighed eller uredelig-hed. Bringes i forslag til Sognepræsten og eksamineres af Provsten. Kirkens Patron har Kaldsret, såftremt han er større lodsejer i distriktet. Eller går den omkring efter tur mellem kirkens ejer og de størstelodsejere, som ejer mindste 32 td. hartkorn.
Skoleholderens løn, 12 rd., 5 td. rug, 7 td. byg (= ialt 24 rd.), græs-ningog foder til 2 køer og 6 får, 25-30 læs tørv, reparteres på hartkornet (gårdmændene). Det hændte, at bønderne på omgang om vinteren tog skoleholderens kvæg på deres stalde og fodrede dem der i stedet for at levere furage.Derved spares husrum til kvæg og foder i Skolen, tilmed beholdt bonden gødnin-gen, “ham til noge skoleholderen tilingen nytte”. Som indskrivningspenge gives 4 skl. og siden aldeles intet for at lære børnene at læse og ders kristendom, men for at lære dem at skrive og regne 2-4 skl. ugentlig, dog at fattige børn intet betaler. Unge folk som behø-ver undervisning i deres kristendom eller læsning, skal årligt give: en karl 1 mk., en konfirmeret dreng eller pige 8 skl.
Skoleholderen skal ikke betale skatter. – Børnene skal søge Skolen fra 5-6 års alderen til konfirmations antagelse, nemlig indtil de har lært at læse og kender deres kristendom. De store børn søger skolen om vinteren. Undervisningstidener fra Mikkelsdag til Påske: 9-12 og 1-4 om sommeren: 7-11 og 2-6. Dagen indledes og sluttes med andagt. 1) salmesang, 2) bøn og derefter et kapitel af den hellige skrif ligeledes læses, 3) salmesang. Børnene skal un-der bønnen ligge på knæ og med andagt synge, bede og høre Guds ord oplæses. Det skal være Luthers katekismus,først forstå, siden ord for ord udenad, derpå lærebog, lære at læse, og hvis forældrene ønsker det – at skrive og regne. Drengene skal møde skoleholderen ved kirken, følges med ham i kirken og forblive der, til prædiken og kathekisationen er endt.
Børnene skal lempelig rettes og formanes til flid og orden, men for åbenbar ugudelighed med anden, skælden, trod-sighed og ulydighed straffes med ris.
– Inspektør: Biskop, Amtmand, Provst, Herredsfoged, de fornemste ejere eller Sognepræsten. – Skolehuset, 8-10 fagskal største lodsejer besørge. Bønderne skaffer ler, vænder og halm, graver brønd. man tog ofte bybrønden i brugog indhegner, kålhaugen samt ydre spanddage, mens husmændene yder gangdage. Skolestuen afdeles med tralværk(med dør og nøgle , således at drenge og pigerhver kan sidde for sig og ej løbe sammen, om end Skoleholderen går ud af Stuen).
Kilde: Johs. C. Jessen.

Kvislemark (1/1 1741).
I dette Sogn som bestaar alene af K. By, tilfalder det Degnen at holde Skole, og er hos ham Lejlighed til Skolestue, som ikke har kostet saa meget at indrette som andre Steder, thi her er ej noget af nyt opbygd, men ikkun forbedret og derud indsat Inventa-rium: 1 Jernkakkelovn, 1 Bibel, 2 Borde og Bænke dertil, 1 Hylde til Bøgerne og Bøger til Forraad efter Sognepræstens Rekvisi-tion for Børnene, hvori Skolekassen og en Del har kontribueret, saa vidt strække kunde. Og gaa da dette Skolehold for sig fra førstkommende Nytaar 1741 at regne, da Skolelønnen samme Aars Martnis, naar Bonden har Indhøstet, at Degnen kan tilfordres saaledes: Af 16 Gd. å 12 Sk. og 8 Hs., ialt 2 Rd. 4 Mk., dernæst Kirkens Lyspenge 3 Rd. 2 Mk. , tilsammen 6 Rd. Fra Fuirendals Tørvelyng giver Fru Grosz.Kanc. Holstein – som efter den salige Herres Død har antaget Fuirendal Gods – aarligt 20 Læs Tørv tilSkolen, saasom intet Tørveskær er i K. By, hvilke i Sommeren 1740 og saa fremdeles skal blive tilkørt. Saa bør og Degnen iflg. Forordn. have Foder og Græs til 2 Køer af Sgnet. – Degneboligen var på 14 Fag Bondebygning.

Degneskolens placering fra 1741 – 1805. K.O.C.
Degnene Chr. Mariager, Mads Svanning og Hans Elberg har alle boet på matr. 2 eller 3, Kv 16. Har hørt under præstegården. Der nævnes intet om gadehusets placering I Kvislemark, som grev Holstein udpegede, da dette var nævnte matr. nr. Bygningen var på daværende tid L-formet. Såvel degne- som skolelod lå umiddelbart øst for.

Skolen fra 1805 – 1943.
Iøvrigt en nedlagt gård, matr. nr. 4a, Kvislemarkvej 12. K.O.C.
Bygning. 1805: Ny Skole, 10 F., 4 Vær., 2 Skorst., Bagerovn, 1 Vindovn, 1 Billæg., Bræddeg. i et Vær., øvr. Murstg., Udhuse. 1878. 13 F. Løn. Fra K.-Fuirendals Degnesk.s Nedl. i 1798: 10 Td. B., 22 Lp. Brødk 14 Sn. Æg, Mælk og 3 Mk. Sulep.. 3.2, Offer16 Rd. 1824: Det midl. Tillæg., 4 Td, R., indgaar i Lønnen. desuden maa lignes 2 Td. R. + 12,2 Td. B. Derimod bortfalder en Afgift, stor 20 Rbd., som Kommunens andre 2 Lærere har svaret til Embedet fra Degnek.s Nedl.
Jord. Degnejorden, Mt. Nr. 3, 14½ Td. Ø. f. Byen, Gaardspl. og Have (3) S.Ø. i Byen, tillagt Skolen i 1798. Endvidere Skolejorden Mt Nr 4, 4 Td Ø f. Byen ell. Ø f Byen ell. Ø. f. Degnejorden. 1876: 1805 Kr.
Kilde: Uddrag af Johs. C. Jessen

Oversigt over præster, degne, skoleholdere og lærere kan ses under Kirke.

De første skoleholdere
Hvem var så de mænd, der øvede deres gerning under disse beskedne forhold i årene fra 1739-1814, da den nye skolelov kom.
Og hvem var de børn, der sad på skolebænken ?. Børnene var dem der senere blev fædre og mødre til de følgende slægtled, og som nu i 6te og 7ende led udgør en stor del af kommunens beboere. Deres navne kan læses i den gamle kirke- bog fra 1718. Men ellers ved vi intet om dem udover, at de levede et nøjsomt og flittigt liv. Skoleholderne derimod kan vi følge op gennem tiden. Den ældste i Kvislemark, som vi kender navnet på, er degnen Christen Thomasen, der levede her for næsten 300 år siden. Senere antoges en degn som student fra Ålborg, Christian Pedersen Ma- riager, der var 35 år gammel. I en alder af 59 år i 1741, begyndte han at holde skole for byens børn, hidtil havde han udelukkende taget sig afdegnegerningen. Se historien om præst og degn .
I hver af kommunens skoler var der dengang ca. 23 børn, som af bispen betagnedes som en opvakt ungdom, der ved vivitatsen var kvik til at svare. Senere bliver Christoffer Svanning degn.. Han var student fa Slagelse Latinskole. Næsten to generationer satte han præg på Kvislemark. Kirken havde da allerede orgel, hvorfor han også var organist. Efterfølgeren blev den sagtmodige og milde kun 21 år gammel Hans Elberg. Han var en meget virksom mand, let at komme ud af det med og såre sand- hedskærlig. Skolebørnene udmærkede sig i hans tid, ved at svare med god eftertanke, læse ordentligt og kunne endogså flere salmer udenad. De dygtigste kunne endogså skrive. Der har nok, da han ef- ter kun tre år forlod egnen. Kampmann sad her fra 1801-1806, og blev så forflyttet til Agersø.
Herefter ophørte degnekaldet. Efterfølgende var det skoleholdere, og som skulle påtage sig hvervet som degn – KOC
1807-30 Seyer Jensen som skoleholder.
Han skulle have været ganske duelig, men skal, efter hvad er- fares, ikke at være for forsigtig eller anstændig i sit forhold, og lå i evig klammeri med distriktets beboere, og endog stundom indlade sig p håndgemæng med dem. I 1815 var han så ubeskeden, at han fik en alvorlig iresstsættelse. 1830-1847. Knud Jørgensen. Han holdt også aftenskole i regning, skrivning og geografi. 1847-1868. Jens Beck Bjarnesen, ret brav uden kendelig lyst. 1868-1905. Jens Nielsen, en dygtig og afholdt mand. 1905-1935. Anders Laurts Jensen. 1935-1943 Aage Gunner Hansen

Skoleforløbet i Kvislemark-Fyrendal kommune
Fra 1741-1805
I 1798 blev degnekaldet nedlagt. Skoleholderne skulle herefter også forrette degnetjenesten.
I den østlige udkant af Kvislemark ses et hus på kort fra 1790 bygget i L-form, matr. 2a. Iøvrigt tidligere bondebygning.
Da såvel degne- som skolelod ligger umiddelbart øst for, må det antages, at det er omtalte gadehus som greve Holstein udpegede til skole.
Omkr. 1923 købte gdr. Frederik Hansen en del af grunden og i 1927 opførte haet fodemesterhus, nu Nybrovej 1, matr. nr. 2e.
KOC. juni 2008.

Fra 1805-1943
En stor skolekommission blev nedsat. Med først 9 år efter begyndte man at opføre nye skoler. I Kvislemark blev deranvendt en nedlagt gård øst for Kirken. Stuehuset blev ombygget til skolestue og lærerbolig venstre længe som udhus.
Den blv taget i anvendelse 1807. Skolen var på ti fag med fire værelser. endvidere to skorstene, enbageovn, en vindovn og en bilæggerovn. I et af værelserne var der bræddegulv – en luksus som kun fandtes i præstegården. I de øvrige værelser murstensgulve. Der var to udhuse. Senere blev der bygget tre fag til. Skoleholderens løn blev forbed-ret. Af degneløn fik han derfra: 10,6 tdr. byg, 22 Lps. brød, 14 snese æg, mælk for 3 mk., sulepenge 3,2 mk., offer16 rdl. Af jord var der matr. 3, 14 td. land skolelod
Fra 1943-1976
Efter det daværende sogneråd havde besluttet at nedlægge de gamle skoler, blev der opført en centralskole i Tornemark, en forskole vest for Kvislemark og en nord for Skafterup. Skolevæsnet blev således samlet i hele kommunen. Fra 1976. Da kommunen fusionerede med Fugebjerg blev eleverne flyttet til Fuglebjerg skole, skolen ved Hind- holmdalen og Skolen på Hindholm (tidligere Hindholm kost- og realskole).
Kilder: sognepræst Aa. Lambert-Jensen, Kvislemark-Fyrendal Skolehistorie.
Johs. C. Jessen, Flakkebjerg herreds skolehistorie
Knud O. Christensen – KOC

Sidste lærere i Kvislemark Skole.
Lærer Jens Nielsen *22.10.1837 i Vantore. gift. omkr. 1860 med Ane Larsdatter *1838 i Menstrup. Jens Nielsen kom fraHemmeshøj, og var lærer her 1868-1905. En dygtig og afholdt mand. De fik otteæ- børn, hvoraf den yngste Dagmar blev gift med lærer Jens Laurits Jensen, der afløste lærer Jens Nielsen.
Indsæt billede

Lærer Jens Laurits Jensen *03.08.1869 i N. Smidstrup, gift med Dagmar Nielsen *1875 i Kvislemark, datter af førstnævnte lærer Jens N. Jens Laurits Jensen kom fra Sneseretorp, og var lærer her 1905-1935. De fik syv børn. Han var en retfærdig, dygtig og afholdt lærer. Ses næsten altid med sin lange pibe. Han udgav “Min første Læsebog”. Der kunne lånes børnebøger, og man havde en ordning med Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn. Et lille hæfte hvor der kunne klæbes sparemærker i, Det har sikkert været 5 øres. Jer blev holdt juletræsfest i skolestuen med efterfølgende traktement i privaten. Jeg har erfaret, at to piger fik gaver til deres konfirmation, hvilket var halstørklæder.
Indsat billede

Lærer Aage Gunner Hansen *1910 ? i Sandved, gift 1939med Magna Løje *1913. De fik to sønner.Han var lærer her fra 1935-1943 derefter Tornemark Centralskole til 1955, hvorefter han blev lærer i Pedersborg v/Sorø..
I skolen var der store og lille klasse, og vi gik der hveranden dag. Jeg begyndte i 1940 og kom derefter til Centralskolen i 1943. Om sommeren havde vi gymnastik eller rundbold i skolegården. Vi hsvde en årlig tur hvor vi gik til Kohaven. Store kalsse cyklede til Fyrendal skov. Der var et stort 7-stammer træ. Havde haft 14 stammer.
Lærer Hansen fortsatte med juletræsfest i skolestuen. Jeg husker, at skolebordene blev stablet oven på hinanden i højre hjørne. Så var der plads til juletræ og leg. Bagefter var der chokolade med julekage i privaten. Der findes ikke flere klassebilleder.
Indsæt billede
KOC. (C)

Præster, degne, skoleholdere og lærere i Kvislemark og Fyredal sogne – klik her for en oversigt

skole1
Kvislemark Skole: lærer Gunner Hansen – elever 1939 – lærer Felt.
øverst: 1) Annelise, 2) Ann-Kristine, 3) Else, 4) Allis, 5) Eva, 6) Inge, 7) Rita,
mellem: 8) Poul, 9) Gert, 10) Henning, 11) Børge, 12) Poul-Erik, 13) Jørgen, 14) Ruth, 15) Ruby, 16) Edith,
17) Else, 18) Grethe, 19) Solveig, 20) Erna.
ned: 21) Rita, 22) Inger, 23) Lilli , 24) Margit, 25) Vagn, 26) Ib, 27) Anders, 28) Johannes, 29) Eigil,
30) Orla, 31) Knud-Aage.

Fotograf: ukendt.

FORÆLDRE:
1) Karl & Amanda Larsen, Kv 31. – 2) Lüders & Karla Nielsen, Kv 39. – 3-12-20-26) Alfred & Gerda Jensen, Hi 57. – 4) Søren & Anna Malling, Hi 38. – 5-14) Alfred & Marie Hanse,Kv 11. – 6-29) Christen & Karsen Jensen, Agervej 4. – 7- 9) Peter & Petra Andersen. Kc 12. – 8) Jens Marius & Johanne Petersen. Brh.v. 6. – 10) Knud & Karen Jensen, Kv 1. – 11-15) SvendP. & Cecilie Andersen, Kv 47. – 13) Henrik & Gertrud Birk Sørensen, Brh.v. 11. – 16) Peder & Lilly Langballe Axelsen, Kv19. – 17) Hans J, & Franciske Hansen, Kv 37. – 18) Jørgen & Laura Jørgensen, Kv 7. – 19) Axel & Elta Christensen, Kv 21. – 21-22) Holger & Lisbeth Jensen, Hi 53. – 23) Verner & Inger Jensen, Kv 25. – 24-25) Peter & Ingeborg Jensen, Kv 20. -27-28) Markus & Ingeborg Oxholm, Kv 2. – 30) Chr. Nielsen, Brh.v. 9. – 31) Aage & Inger Lambert-Jensen, Hi 61, Prg.
KOC. (C)

skole2
Skolebillede fra før 1905. Ikke Kvislemark – derfor ukendt.

På Centralskolen havde vi vore klasselærer Wøldike Nielsen i religion, danmarkhistorie, dansk, regning og sang. Lærer Hansen i skrivning, fysik, sløjd gymnastik eller fodbold. Frk. Toft havde vi geografi og pigerne i husgerning. Vi var en sammensat klasse fra Kvislemark, Tornemark, Nyrup og Skafterup. Jeg synes, at skoletiden gik godt. Vi blev konfime-et i Fyrendal kirke 1947 af pastor Aa. Lambert-Jensen
Der blev bygget forskoler i Skafterup og Kvislemark. Læreinder frk. Stubbe Teglbjerg 1943-1959 og frk. Astrid Ander-sen 1959-1976 Alle skolerne blev nedlagt, da vi kom under Fuglebjerg Kommune.
KOC. (C)
Klik for billeder

Kvislemark Skole 1937-1940.
K. Lambert fdt. 04.05.1930.

Baggrund
Fra 1937 til sommeren 1940 gik jeg i Kvislemark Skole kun afbrudt af nogle ugers skolegang i pogeskolen i Enigheden hvor den elskelige Karen Nielsen, Tornemark Mejeri underviste os. I pogeskolen sad vi bænket om et langbord med Karen Nielsen for bordenden. Vi var vist kun en halv snes elever. Jeg blev sat i pogeskolen, fordi mine forældre havde lejet et sommerhus af gårdejer Niels Jørgensen en måned eller to. Jeg tror det var i 1938.
De efterfølgende eridringer en nedskrevet i september og oktober måned 2003. Bøger og hæfter fra min skoletid forsvandt, damine forældre forlod præstegården i 1971 for at flytte til Skælskør. Jeg har således ikke noget skriftligt materiale at bygge på, men alene min hukommelse.

Skolebygningningerne
Kvislemark Skole blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Opførelsen skal have være påbegyndt i 1805. Otte-ti år før kongenunderskrev Skoleloven af 1814. Den stråtækte skole lå tæt ved kirkegårdsmuren og lige overfor Brugsen. Et trådhegn dannede grænnsen mellem kirkepladsen, beregnet til kirkegængernes køretøjer, og skolegården. Op mod trådhegnet stod tre-fire høje træer.
Skolebygningen var en lang længe opdelt i et skoleområde og lærerboligen, som hver havde sin entre. Skoletuen og det kombinerede spiserum og garderobe var indrettet i længens østlige del og lærerboligen i den vestlige del. Skoledelen blev ned-revet, da gårdejer Peter Andersen købte bygningen i 1943, og flyttede ind.
Udhuslængen var placeret vinkelret på lærerboligen med en fri passage mellem de to bygninger. I den sydlige ende var der vas-kehus med indlagt vand. Mellem længens sydøstlige hjørne og lærerboligen stod endnu en pumpe, selvom skolen var forsyn med rindende vand.
Da præstegården fik indlagt vand i midten af trediverne, blev det besluttet, at det skulle skolen også nyde godt af. Denne beslut-ning må have været behandlet i menighedsrådet, der betalte for, at præstegården skulle forsynes med noget så moderne som rindende vand, wc og badeværelse, og i skolekommissionen samt i sognerådet, der ejede skolebygningen. De gamle forhand-lingsprotokoller må kunne fortælle et eller andet herom. Da sognerådet i 1943, hvor den nye centralskole og de to forskoler stod færdige, var i færd med eller allerede havde solgt den gamle skole til forhenværende gårdejer Peter Andersen, Kvislemark, havde det gamle glemt, at menighedsrådet havde noget at skulle have sagt med hensyn til vandforsyningen. Menighedsrådet var gået med til at forsyne skolen med rindende vand, men ikke senere ejere af skolebygningen. Det gav anledning til en interessant me-ningsudveksling mellem meninghedsrådet og daværende sognerådsformand, bagermester Hansen. De gamle protokoller og ting-bogen må kunne fortælle lidt om, hvordan den sag blev løst.
Om lærerboligen samtidig blev forsynet med toilet og bad, ved jeg ikke. Men vi skoleelever måtte nøjes med e gammeldags das og piessoir, hvorfra der var en frygtelig stank når vinduet stod åbent. Af årsager, jeg ikke kender, blev det også besluttet at læg-ge en stikledning ind til Tømrer Alfreds hus og klokkerboligen, hvor Stine boede. Menighedsrådets protokoller kan muligvis kas-te mere lys over den sag.
I fimbulvintrene førs vandet i vandrørene fra pumpen til præsteboligen flere gange fordi rørene ikke var lagt ned i frostfri dybte, og der var vist nogen med, at vandrørenes diameter var for lille. Det var jo en tid, hvor sparsommelighed var sat i højsædet og de lokale håndværkere ikke besad den store erfaring med og sanitet. Det sparede i første omgang penge til anlæg. Til gengæld måtte der betales dyrt, for at få brudt isen i vandrørene, når de frøs til. Det endte med at rørene blev lagt i den rigtige dybde. Om vandet frøs i vandledningen ned til skolen, ved jeg ikke.
I længen var der også rum til brændsel. Om vi fyrede med brænde eller tørv, husker jeg ikke. Vognporten var placeret omtrent ilængens midte og tjente som opbevaringssted for plint, buk og springstøtter. Bom og ribber stod ude i skolegården tæt på træ-erne. Skolegården var grusbelagt og grænsede mod øst op til lærerens frugt- og køkkenhave. Den gik helt ned til vejen. Pryd-haven med græsplæne lå på skolelængens sydside.

Skolestuen.
Adgang til skolestuen fik gennem den østre entre. der havde tre døre. Den venstre førte ind i skolestuen og den højre ind til en-treen til lærerboligen. Om der overhovedet var sat en dør i åbningen til det aflange rum, der var møbleret med et langt bord og to bænke samt forsynet med knager til vores tøj, husker jeg ikke. Tanken var, st vi skulle spise vor medbragte mad i den røde madkasse med guldtrykket “Velbekomme” her. Om vi gjorde det, har jeg ingen erindring om. Rummet var noget skummelt og lugtede indelukket. Plads var der ikke meget af. Det var forsýnet med et fag vinduer.
Inde i skolestuen var der to rækker skoleborde af den gammeldags slags. hvor sædes og bordpladens støtter var falset ned i to vandrette trlstykker. At vippe på stolen var umuligt. Der var plads til to elever ved hvert bord. Vi sad i front mod syd. Det forre-ste skolebord i hver række havde en vansret skriveflade og de øvrige skrå. I pladerne var et glasblækhus. Vist nok uden låg. Læreren forsynede blækhusene fra en stor flaske,
Drengene sad ve skolebordene i rækken ud mod skolestuens østvæg og pigerne ud mod den smalle spisestue og entreen. Derved kom pigerne til at sidde tæt på det skrækkelige dueblå monstrum af en kakkelovn. De ældste elever sad ved de forreste bor-de. Den store tavle var skruet fast på stuens østvæg. Foran tavlen var katederet anbragt på en forhøjning. Under dets bordpl var et rum til lærerens protokoller, andre skriftlige udfærdigelser og sparemærkerne til Holsteinborg Sparekasse. Det vovede vi aldrig at kigge i. Her lå den protokol, hvori læreren dagligt noterede, hvilke elever, der var mødt. og hvem der var udeblevet.
Dengang kunne forældrene idømmes mulkt, hvis de holdt børnene hjemme fra skole uden lovlig grund. Udeblivelse fra skole på grund af deltagelse i høsten eller roelugning var ikke en gyldig undskyldning. Jeg har ingen anelse om. hvorvidt der var foræl-dre, spmmåtte betalt mulkt.
Spanskrøret stod fast og meget synligt fra drengerækken i skolestuens sydøstlige hjørne. Det blev lejligedsvis taget i brug af ene-lærer Gunnar Hansen efter, at synderen – selfølgelig altid en dreng – havde lagt sig mere eller mindre frivillig på det forreste bord med vandret bordplade. Resten af klassen sad imens musestille og gyste. Som regel løb delikventen grædende hjem. når han hav-de fået det afmålte antal slag af spanskrøret.
Det var som reel den samme dreng, som fik spanskrører af den ene eller anden grund, når lærer Hansen ikke lige foretrak at stik-ke ham en gavaldig lussing. Det kan ikke nægtes, at lærer Hansen kunne blive ganske vred, når en dreng forså sig. Vi gjorde os blandt andet fortjent til korporlig afstraffelse, når vi ikke havde lavt vore lektier, talt i utide trods gentagne formaninger, sloges eller kom med bandeord. Jeg tænker tit på, hvilket helvede skoletiden må have været for den dreng, der kun var et år ældre end mig. Hans navn holder jeg for mig selv. Når han tudbrølende løb ud af skulestuen og hjem, blev hans storesøster sendt efter ham.
Op mod østre væg stod også skolens bibliotek, en reol af lidt over en meters længde og med tre-fire hylder. Her stod Coopers “Hjortedræber”, “Læderstrømpe”, og “Den sidste mohikaner”, Carit Etlars “Gøngehøvdingen”, “Dronningns Vagtmester og “Mad-salune” og andre af den tids drengebøger. B. S. Ingemanns historiske romaner var også rpræsenteret. Udlån fandt sted på en be-stemt dag i ugen, og lov til at tage dem med hjem og læse fik man først, når Gunnar Hansen mente, at ens læsefærdighed var påtilstrækkeligt nøjt niveau. Det var en stor dag, da jeg kunne læse så godt, at jeg måtte låne min førte morskabsbog. som man sagde dengang, med hjem.
Udtrykket mordskabsbog afspejdede den almindelige holdning, at man først og fremmest skulle passe sin skole og lektier. Mor-skab og fornøjelser var lavt prioriteret både i skolen og samfundet udenfor. At læse bøger blev i flere hjem anset for tidsspilde.
Hvad nytte var det til!. Børn skulle hellere arbejde med hjemme.
Mellem kakkelovnen og sydvæggen stod et glasskab med fysikapparater, som en elektriificermaskine, magneter med jernspåne og andre fysikapparater, udstoppede fugle og krybdyr i sprit samt lærerens store blækflaske. Mellem katederet og skabet var deret fag vinduer. som vendte ud mod prydhaven. I loftet foran den sorte tavle var dr ophængt en række landkort med og uden navne, som kunne trækkes ned, når der stod geografi på skemaet.
Kvislemark Skole havde kun to klasser, som blev undervist hver anden dag fra kl. 08.00 til kl. 15.00. Frokosthvilet var af en sådan længde, at de nærmest boende kunne løbe hjem og spise.

Undervisningen
Skoledagen blev indledt med, at lærer Gunnar Hansen tog sin violin frem, og stemte den, inden vi sang en salme eller sang. Når morgensangen var overstået, gik undervisningen i gang. Hvis jeg ellers husker ret, var det næste fag ofte bibelhistorie. Læreren overhørte eleverne i, hvad han selv havde fortalt forrige skoledag, og dagens vers. Det var hårdt at lære salmevers på seks-otte linier udenad. Det er vel overflødigt at sige, at man rakte pænt fingeren i vejret og ventede på Gunnar Hansens signal til, at måtte åbn munden.
Udenadslæren var et respekteret pædagogisk princip. Det var det såmænd også hos en bestemt kaptajn og lærer på Kornetsko-len på Kronborg i 1950. Han frlangte, at vi skulle lære udvalgte tekster af et feltreglement udenad, fordi stoffet var så svært, at vi alligevel ikke kunne fortå det. Det sagde han minsandten.
Endnu mange år efter kunne jeg citere stumper af den danske salme- og sangskat. Når vi sang “I alle de riger og lande”, var ta-get ved at løfte sig. Og synge skulle vi, selv om Vorherre ikke havde givet os alle en sangstemme. Det var først i gymnasiet, at jeg som brummer blev fritaget for sang, så jeg kunne koncentrere mig om en vigtigere ting som latin og engelsk siddende nederst.
På Hindholm Kost- og Realskole skulle jeg bare sidde musestille og kigge ud i luften eller følge med i højskolesangbogen. Synge med skulle jeg i hvert fald ikke, bestemte sang- og tysklærer Brix. Noget fornuftigt måtte jeg ikke foretage mig.
Gunnar Hansen beherskede den gensidige undervisnings metode, og brugte den på udmærket vis i skrivning, stavning, læsni og regning. Det var en stor dag, når man for første gang blev sat til at undervise en yngre kammerat. Selvværdsfølelsen steg betrag-telig, men samtidig medførte det automatisk, at man følte sig forpligtet til at gøre noget mere ved lektierne. Man skulle jo nødigt falde igennem mens “eleven” så på.
Hver dag fik vi lektier for, Da vi kun var to i min årgang, udspandt der sig et kapløb mellem Ella og mig. om hvem der kunne komme længst i skrivning og regning. I begyndelsen skrev vi med griffel på en tavle og senere med blyant i en skrivebog med viskelæderet indenfor rækkevidde. Gunnar Hansen sørgede for, at det for mit vedkommende tit kom i brug. En dag nåede vi til en milepæl i skriveriet, hvor vi skulle fatte penneskaftet med Christian IX isat og forsigtigt dyppe pennen i skolebordets blækhus,inden vi gentog blyantsøvelserne. Let var det ikke, og blækklatter var ildeset, men det kunne forsigtigt viskes væk.
Det må have lydt underligt, når vi blev overhørt i læsning. Vi læste linie efter linie i samme tonefald. Da jeg i 4. Under på Hindholm
Kost- og Realskole skulle læse højt, læste jeg op i det messende tonefald, jeg havde lært og blev uhjælpelig til grin. Sikke en bon-dedreng! . Bedre var det ikke, at jeg talte med stød på trods af, at min mor altid prøvede at pille den vane og et hver tilløb til dia-lekt ud af mig.
Tl gengæld kunne vi stave og sætte kryds og bolle, så kommaerne blev placeret det rigtige sted. Ikke noget med at indlede en sætning “Og”. Den lille og store tabel blev terpet. Gunnar Hansen tog det meget ilde op, når man ikke havde lære dagens tabel-stykke. Roms tabeller var et meget vigtigt dokument, som det ikke gik an at smide væk. Skete det, var der kun et at gøre. men-lig at cykle til Sandved for at købe Roms tabel hos boghandleren. Den kostede 10 ører. En cykletur på to gange tre kilometer.
Faget Danmarkshistorie indtog en næsten lige så vigtig plads i undervisningen som bibelhistorie. Gunnar Hansen fortalte levende om benalderen, stenalderen, bronzealderen, jernaldren. Uffe hin Spage, Thyra Danebod, Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Chris-tian den Anden og den rille, han lavede i stenbordet med sin tommelfinger under fangeskabet. Christian den Fjerde, tabet af Slesvig-Holsten i 1864 og Genforeningen i 1930. Tyskere hadede vi af et godt hjerte. Henne i skabet ved den vestre væg, lå nogle stenalderredskaber. Undertiden læste han historier for os. Columbus opfagelse af Amerika og lidt om Kina og Afrika hørte vi også. H. C. Andersens eventyr stod også på pogrammet. Ved juletid læste han rigtige julehistorier for os af et eller andet julehæfte. Der var vist også noget om, at vi kunne købe et julehæfte beregnet for børn.
Geografi fik vi også lært, inden vi forlod første kalsse, der srakte sig over tre år. kunne vi uden vaklen med Gunnar Hansens pe-gepind i hånden udpege Danmarks byer, åer og øer. De europæiske hovedsteder, større floder og bjergkæder, lande og øer i Europa, og straks røg næsten en skov af finger i vejret. Interessen for geografi blev støttet af, at lærer Hansen flere gange skaf-fede foredragsholdere til at fortælle om deres rejser. En foredragsholder viste sort-hvide kysbilleder fra en cykletur far Danmarktil Gibraltar – retur, og en anden fortalte levende om sin rejse til Italien.
Når der skulle være foredrag, fik vi besked på, at vi skulle have penge med hjemmefra til foredragsholderen, og det havde vi så. Beløbet var beskedent. Vist nok kun 25 øre.
En dag kom en lastvogn med vilde dyr og fugle i bur. Burene blev taget ned af lastvognen og stillet op i gården. Et par aber fiken forsvarlig lænke om halsen, og fik lov at komme ud af deres bure. Den store brune bjørn måtte pænt blive i sit bur på ladet, Et par store papegøjer blev taget ud af deres bure, og anbragt forsvarligt lænket på et stativ. Da de færreste af skolens elever hav-de været i Zoologisk Have, var det en stor oplevelse.
Den grusdækkede skolegård indbød ikke til idræt. I sommertiden stillede ale op i skolegården til stående øvelser og lidt redskabs-gymnastik. Ved særlige lejligheder blev vi sat til at spille rundbold og langbold. I frikvarterene huggede drengene i land med lom-meknive, spillede med lerkugler og pind samt for i øvrigt rundt, som drenge nu gør. Kom vi tilat støje for meget, dukkede lærerHansen straks op på rappen, og så blev der ro. Undertiden sad vi på trædækslet til kirkens affaldskule hvor der var vindlæ og snakkede.
Den årlige eksamen var en stor dag. Vi mødte alle op i vort bedte tøj. Skolekommissionens formand og øvrige medlemmer satte sig på stole ed katederet og nede bagved. Flere forældre mødte op. Min mor gjorde det altid. Dagen stardede med en salme eller sang, inden overhøringen gik i gang. At det var mere Gunnar Hansen, der var til eksamen end os, gik aldrig op for os.
En gang om året tog skolen på skovtur. Om det skete klassevis eller hele skolen på en gang erindrer jeg ikke. I 1940 cyklede vi til Sorø for at Kirken, Museet og Psrnas.

Sparsommelighed
Holsteinborg Sparekasse havde fremstillet et lille hæfte, hvori der kunne indsættes sparemærker. En gang om ugen var der afsat tid til, at vi kunne købe sparemærker og klæbe dem ind i hæftet. Det mere end lå i luften, at vi helst skulle købe et eller flere spa-remæker hver gang. Gunnar Hansen sagde tit, at mange bække små, gør en stor å. Der manglede aldrig rosende bemærkninger når hæftet var fyldt med sparemærker. Min mor sørgede altid for, at jeg havde lidt penge til at købe sparemærker for, og talte tit og og ofte sparsommeligeden som en stor dyd.
Sparsommeligheden var dengang en meget værdsat dyd og gæld nget forfærdeligt. Nogle gange kunne vi på hjørnet høre kar-le prale med, hvor mange penge de havde på deres sparekassebog. Nndre gange hørte jeg karle og piger rosende omtalt, fordi de sparede penge op, til de skulle giftes. Der blev talt mindre pænt om karle som brugte rub og stub. De bliver nok aldrig til noget, mente man.
Når hæfter var fyldt første gang, fik vi udleveret en sparekassebog. Mine konfirmationspenge blev også sat ind på denne bog. På et eller andet tidspunkt belønnede Holsteinborg Sparekasse mig for min opsparing ved at indsætte 25 kr. på bogen. Som et kuriosum kan jeg nævne, at pengene hævede jeg først i 1953.
Brugsen lå lige overfor skolen og fristede. Hvis jeg ellers husker ret, var der regler for, hvornår man måtte gå i brugsen. Lommepengne var små dengang. For mit vedkommende 10 øre om ugen, da jeg begyndte at gå i skole. Lærer Hansen holdt et vist øje med vort forbrug. Engang snuppede en pige et par kroner fra tallerkenrækken derhjemme og omsatte dem til bolcher og lakrids i det omfang, der påkaldte sig Hunnar Hansens opmærksomhed. Hun gik straks til bekendelse, da han spurgte hende, hvorfra hun havde fået alle de penge. Det var jo helt forfærdeligt. Hjemmet blev straks underrettet telefonisk. Vi var alle dybt berørte og forargede. Tænk, at man kunne finde på at stjæle penge, og så oven i købet af sin egen mor. Tyveri var noget helt forfærdeligt i de dage og forekom yderst sjældent.

Samvittighedsfuld lærer
Enelærer Gunnar Hansen var en velmenende og samvittighedsfuld lærer, som altid ville det bedste, men lidt stiv i sin fremtræde
Han tog sin gerning som lærer og i øvrigt også som kordegn meget alvorlig. Han var virkelig interesseret i sine elever. Også år efter, de havde forladt Kvislemark Skole. Desværre var han alvorsmand og i hvert fald i skoletiden uden sans for humor. Han togvist alting alvorligt. I stedet for at smile nøjedes han med at se venligoginteresseret ud. Men han formåede at gøre de fleste elever interesserede i at lære mere ogvakte deres interesse for mange nyttige ting. Klogt spillede han på, at elever godt kunne lide at konkurrere. Blandt andet for at læse bøger. Han huskede altid at rose elever, der havde præsteret noget godt. Altid kor-rekt klæde i hvid skjorte og slips, mørkt jakkesæt og uden for skolens territorium med hat. Han sagde altid “De” til os fra den dag vi fyldte 18 år
Først da jeg kom på Hindholm, opdagede jeg. at en lærer kunne gå i ternet skjorte, tweedjakke, pludderbukser, undertiden uden slips ofte upudsede sko samt være lidt langhåret. Det var et kulturchok, som ikke blev mindre, at der var lærere der gik rundt med hænderne i lommen.
Det er mit indtryk, at Gunnar Hansen ikke havde social omgang med nogen i Kvislemark, men levede helt isoleret. Han passede sitskoleembede og hvervet som kordegn. Det hang nok sammen med, at han stillede krav til sine elever og aldrig gik på kompro-mis. være årsagen til, at nogle beboere gik til formanden for skolekommissionen for at få ham fyret. Det kom der ikke noget ud af. Grundlaget var ikke sagligt.
I 1939 eller 40 kom seminarieelev Felt på græs i Kvislemark Skole nigle uger. Han var altid venlig og smilede, og talte oven i kø-bet med os i frikvarterene om ting, som ikke vedrørte skolen samt arrangerede forskellige lege. Han behøvede aldrig at hæve stemmen eller stramme msken. Inden han forlod skolen, forærede han hver af os en bog. Jeg fik Coopers “Hjortedræber”.

Slutord
Med årene er min respekt for Gunnar Hansen steget. Han havde de ringest tænkelige vilkår for sin undervisning, men han gav os megen skolelærdom og gode leveregler med på vejen. Jeg tør uden vaklen fastlså, at han er en af de mest samvittighedsfulde læ-rere, jeg har haft, og jeg har haft ikke så få.
Af uransagelige årsager har jeg ingen erindrin om, hvordan vi oplevede den 9. april 1940 og de f’ørste måneder af besættelsen i Kvislemark Skole.

(C) K. A. Lambert
2. oktober 2003.